Louise Sølvsten har 25 års erfaring med yoga, og er indehaver af Sølvsten Yoga hvorigennem hun de sidste 7 år har undervist på ugentlige hold, ved enetimer, workshops og firmayoga i Hatha yoga og Restorativ yoga.
I mange år var min egen praksis dynamisk Ashtanga yoga, men efter flere års sygdom med kræft, og eftervirkninger som stress, hormonelle ubalancer og søvnløshed, blev meditativ og Restorativ yoga mit eget personlige redskab i en søgen efter ro og heling.
Jeg har derfor ofte en dybdeafstressende Restorativ yoga stilling med på de fleste af mine hold, og elsker at se det gøre en forskel for mine elever. Understøttede restorative yoga stillinger tillader afspændingsresponsen og aktiverer det parasympatiske nervesystem der bringer kroppen tilbage til dens udgangspunkt. Restorativ yoga kan have stor effekt for mennesker der lider af fibromyalgi, mave-tarm sygdomme, søvnløshed, forhøjet blodtryk, angstlidelser mm. - som enten udgår fra en stressdiagnose eller er forværret på grund af stress.
Min Hatha yoga undervisning kendetegnes som blid og mindful, i et roligt flow, altid med tid og fokus på fordybelse i stillingerne. Åndedrætsøvelser, styrkende stræk og stillinger afsluttes med en afspænding alt i alt dannende en helhed der kan efterlade krop og sind i ro og balance.
Jeg elsker at indbyde til et kærligt, varmt og stemningsfuldt rum med guidning og øvelser der inviterer dit sind til at give slip for en stund. Hos Sølvsten Yoga skal du aldrig præstere og plads er her til alle, uanset udgangspunkt for yoga.
Jeg er også uddannet grafisk designer og har desuden en baggrund og livslang interesse i helsekost. Så når jeg ikke underviser i yoga, nyder jeg at fordybe mig kreativt i grafiske opgaver og at afprøve nærende madopskrifter.
Uddannelser indenfor yoga:
- Egen yoga praksis siden 1997.
- 2016: 8 ugers kursus i Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) på Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet.
- 2016: 50-timers yogauddannelse i Restorative Yoga ved underviser Ditte Bykærholm Nielsen og Soham Johansen, Hamsa Yoga Studio, Aarhus.
- 2016: Certificering i Restorative Yoga ved underviser Ditte Bykærholm Nielsen og Soham Johansen, Hamsa Yoga Studio, Aarhus.
- 2017: 180-timers yogalærer-uddannelse i Hatha Yoga ved Nina Pfeiffer / Mindful Yoga i Aarhus.
- 2017: Workshop: Vågen & Fredfyldt - mindfuldt flow, restorativ yoga & meditation ved Ditte Bykærholm Nielsen, Hamsa Yoga Studio Aarhus.
- 2018: Yogalærer-efteruddannelse hos Anette Meldgaard og Helle Yde, Dansk Yoga i Vejle.
- 2018: Anatomi kursus for yogalærere ved Anne-Dorthe Nygaard Bertelsen.
- 2018: Efteruddannelse i Restorative Yoga ved Sussie Jensen/Jensen Yoga
- 2019: Kursus i brug af klang og syngeskåle ved Jane Winther
- 2019: Efteruddannelse i Restorative yoga og klang ved Sussie Jensen/Jensen Yoga